Nærvær, varme og tid til hygge
Jul i Kulturhuset 2018
En dejlig og fredelig julestemning har i ugen op til 1. søndag i advent fyldt Stenlille Kulturhus. På fire dage har huset været fyldt med skønne børn og voksne fra Sandlyng børnehus, Stenlille skoles elever og byens mange dagplejere. Over 300 borgere har ialt været med på disse dage, hvor saks, papir, glimmer og musetrapper er blevet til og de to fine juletræer i kulturhuset er nu totalt fyldt med den smukkeste julepynt nogensinde.
Det har været nogle dejlige dage for både voksne og børn. Og takket være 20-25 frivillige ildsjæle, de fleste pensionister, har SHHB kunnet få disse dage til at forløbe så fint og dejligt og meget struktureret, så alle børn og voksne har mærket nærvær og varme med tid til hygge. Huset har oset af julefryd hele ugen.
SHHB har allerede høstet rosende feedback fra Stenlille skole om at dagene har været til stor glæde for eleverne. Lærerne har nydt tiden til nærvær med børnene og de mange skønne hjælpere der var til stede og som var rigtig gode til børnene og meget hjælpsomme.