Stenlille / MC i Himalaya

MC i Himalaya

Indisk stemning og med lidt motorolie i blodet.
 
Det startede med et udbud på kun 60 billetter, men endte i 80 solgte billetter, da Stenlille Handels-, Håndværker- og Borgerforening bød på foredrag med Hans-Henrik Mortensen og Ole Nerengård, som inviterede indenfor i Stenlille kulturhus og tog alle med på MC tur til Himalaya.
 
Duften af stærke krydderier fra maden, som blev leveret fra den lokale cafe Ceylon på Stationsvej i Stenlille, satte stemningen i gang, bordene dækket, Servietterne i det indiske flags farver, både indisk rød og hvidvin samt indisk øl var på programmet.
 
Det blev en rig aften og man tog hjem med en fornemmelse af, at man "næsten" havde været med på den ca.1.500 km ikke helt ufarlige tur til Himalaya, kørt på Royal enfield motorcykler.
 
Hans-Henrik Mortensen havde investeret i et kamera påmonteret på hjelmen, så det gav virkelig en fin fornemmelse for de udfordringer de havde haft og som Hans-Henrik også lod en bemærkning falde om, så var det jo små ting, de huller vi i Stenlille sloges med.
 
De to fra Stenlille havde budt et par fra Royal Enfield klubben i Danmark med til Stenlille, hvor de fortalte om historien bag den tidligere engelske motorcykel, som endte sine dage i Indien.
 
SHHBs bestyrelse var glade over den kæmpe opbakning til arrangementet, og fornemmede at gæsterne virkelig var i en god stemning, også selvom aftenen var af den mere afslappede metode, fra højskole tiden, hvor tallerknerne blev samlet for bordenden med fælles hjælp.
 
I pausen fik alle gæsterne muligheden for at høre lyden fra en rigtig Royal Enfield, som klubben havde bragt med til anledningen, så der var god stemning, da turen gik gennem den ellers mørke og fredag stille hovedgade i Stenlille.
Klik på billederne for at se dem større
Stenlille Handels-, Håndværker- og Borgerforening (SHHB)  | shhbinfo@gmail.com